Dyrk dine egne tomater

hjemmedyrkede tomater

Drømmer du også om smagen og duften af hjemmedyrkede tomater? Det er en særlig oplevelse at spise en tomat frisk fra en plante, man selv har plantet og passet. Tomater er super nemme at dyrke, og modsat hvad mange tror, så behøver man ikke et drivhus for at komme i gang. Her giver vi dig de grundlæggende tips og tricks til, hvordan du selv kommer i gang med at dyrke tomater, og nederst i artiklen har vi samlet en række links til videre læsning og inspiration.

 Find den rigtige sort

Der findes tusindvis af tomatsorter, og nogle kan dyrkes under åben himmel i Danmark – selvom succes selvfølgelig, trods alt, afhænger af sommervejret. Det er især de traditionelle runde tomater, der er så kuldetolerante, at de kan dyrkes på vores breddegrader uden et drivhus. Så hvis du skal ud og shoppe tomatplanter eller frø til haven, er det f.eks. sorter som Gemini, Elin, Alisa, Craig eller AceGlacier, du skal kigge efter. Eller du kan prøve med cherrytomater som f.eks. Gartenfreude (Gardener’s Delight) eller Sweet Million.

 Temperatur og lys er afgørende

Tomatplanter elsker sol og varme, og jordens temperatur er altafgørende for, om planterne kan klare sig. Jorden skal være minimum 15 grader, før tomatplanterne kan sættes ud. Derfor er det bedst at gøre det, når jorden er varmet godt op af forårssolen, og der ikke længere er frostvejr om natten. Hvis du vil være sikker på, at jorden er så varm som muligt, kan du dække den med plastik et par dage, før du sætter dine planter ud.

Hvis du vil dyrke tomatplanter fra frø, skal du imidlertid være opmærksom på, at der går ca. otte uger, fra du sår dem, til de er klar til at blive sat i haven. Så derfor frøene i slutningen af marts eller starten af april, så planterne er klar sidst i maj.

Når du sår dine tomatplanter, så brug god, gennemfugtet spiremuld, og så frøene to og to i potter. Frøene skal kun lige akkurat dækkes til med jord, og potterne skal stå så lyst som muligt, f.eks. i en sydvendt vindueskarm. Et godt tip er at dække potterne med plastik, så jordoverfladen ikke tørre ud.

Når frøene begynder at spire, skal de flyttes til et køligt sted, dog stadig med lys. Hvis planterne har det for varmt eller for mørkt, bliver de tynde og ranglede, og hvis begge frø i en potte spirer, skal du fjerne den mindste plante.

 Knib dine tomatplanter

Når tomatplanterne begynder at vokse, sætter de sideskud. Dem skal du knibe af, efterhånden som de begynder at vokse ud. På den måde får du flest tomater ud af planten. Hvis du dyrker dine tomatplanter i en krukke, kan det se lidt tyndt ud med kun et enkelt skud, og så kan du godt lade et par af de nederste sideskud udvikle sig.

Tomater kan dyrkes i krukker

Hvis du ikke har en have, du kan plante tomatplanterne udi, kan de sagtens plantes i krukker, der f.eks. kan stå på en altan. Det vigtigste er lys og læ. Tomatplanter kan blive rigtig høje, og hvis du vil sikre dig, at dine planter ikke knækker, skal de bindes op. Det kan gøres op ad en mur, et rækværk eller en pind i jorden.

Vand og gødning

Tomatplanter vokser imponerende meget i løbet af en sæson, og derfor skal du først og fremmest sørge for, at de får vand nok. Når du vander først på sæsonen, er det en fordel med lunkent vand.

Hvis du dyrker tomatplanter i krukker, skal de næsten vandes hver dag i løbet af højsommeren. Hvis du dyrker dem direkte i jorden, kan der godt gå et par dage imellem vandingerne. Planterne må aldrig løbe tør for vand. Hvis de tørster, kan det betyde færre tomater på længere sigt. På den anden side må de heller ikke stå med rødderne i druknet jord i længere tid.

Hvis du dyrker dine tomatplanter i krukker, kan det være, de får brug for gødning i løbet af sommeren. Planten har brug for næringsstoffer for at vokse og udvikle tomater, og med den begrænsede mængde jord, der er i en potte, risikerer den at løbe tør. Hvis du gerne vil undgå at bruge kunstgødning, kan du f.eks. bruge kompost eller husdyrgødning til dine krukker.

Hvis du er blevet nysgerrig og gerne vil læse mere om, hvordan du dyrker tomater derhjemme, så kan du læse mere her:

http://www.idenyt.dk/haven/kokkenhaven/dyrk-tomater-pa-friland/

http://www.dr.dk/tips-fra-dr/tips-og-raad/seernes-have/havens-planter/fakta-om-tomatdyrkning.htm

http://www.havenyt.dk/artikler/koekkenhaven/groensager/tomat/356.html

Del med dine vennerShare on FacebookTweet about this on TwitterShare on LinkedInShare on TumblrPin on Pinterest

One Comment

  1. Pingback: Få et bæredygtigt tøjforbrug med DIY

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *