Få et bæredygtigt tøjforbrug med DIY

Dette gæsteblogindlæg er skrevet af Rikke Ulsøe fra modeportalen Katoni.dk.
Hun har i forbindelse med sit arbejde været med til at udvælge
17 blogs, som alle giver inspiration til DIY-fashion.

Hvert år bliver der smidt ca. 44.500 tons tøj og tekstiler ud, og halvdelen af det bliver sendt til forbrænding. Det betyder altså, at en gennemsnitlig dansker smider omkring otte kilo tøj ud med affaldet frem for at genanvende det. Læs eventuelt flere fakta i denne artikel.

Tallene taler for sig selv; vi kan blive meget bedre til at genanvende vores tekstiler. Heldigvis findes der nogle lette og kreative måder at gøre ens tøjforbrug mere bæredygtigt på. En af dem er DIY – Do It Yourself – og den tendens ser jeg nærmere på her.

Bæredygtige fordele ved DIY

DIY er en betegnelse, som oprindeligt dækker over alle former for gør-det-selv arbejde. I dag ses det dog oftest i forbindelse med kreative projekter inden for boligindretning og håndarbejde, hvor betegnelsen optræder i et hav af forskellige livsstilsmagasiner og blogs.

Ved at gøre brug af DIY tøjtips opnår du to primære fordele: Du forlænger tøjets levetid og nedsætter dit tøjforbrug. Når du redesigner dit tøj i stedet for at smide det ud, kan du have glæde af det i længere tid, ligesom det også er med til at reducere den til tider skadelige ’fast fashion’-tendens, som handler om at købe billigt tøj produceret under dårlige forhold og hurtigt smide det ud igen for at erstatte det med nyt.

Redesign kan desuden være med til at gøre genbrugsshopping mere tillokkende. Du kan nemlig sætte dit eget personlige præg på dine genbrugsfund, så de får et friskt udtryk og passer til din stil.  

Ved at bruge små DIY tips til redesign opnår du altså bæredygtige fordele. Og det gode ved DIY er, at det ikke er forbeholdt personer, som er øvede i håndarbejde. Kan du sy eller strikke, er det naturligvis en fordel, da du i så fald kan kreere dit eget tøj, men der findes også helt simple teknikker til redesign. Det kan eksempelvis være at udsmykke din taske eller jeans med nitter, at lave dit eget tekstiltryk på en ellers kedelig t-shirt eller noget helt tredje. DIY er med andre ord for alle.

Andre gode råd til et grønnere tøjforbrug

DIY er blot en af flere forskellige måder, hvorpå du kan få et mere grønt tøjforbrug. Her får du to af mine bedste råd til et grønt tøjforbrug, som ikke kræver en interesse for håndarbejde eller mode.

Vask dit tøj med omtanke

Tøjvasken er et sted, hvor du nemt kan justere dine vaner, så de bliver mere bæredygtige. Det handler i høj grad om at vaske mindre, at vaske på de rette temperaturer og ikke mindst at droppe skyllemiddel og andre kemikaliefyldte sæber. Mange vasker deres tøj, efter de har haft det på én eller to gange, men det er faktisk ikke altid nødvendigt. Vask derfor kun, når tøjet trænger, og sørg for at samle sammen, så du har til en fuld vask.  

Vælg de rette brands

Du kommer selvfølgelig ikke udenom at skulle købe nyt tøj en gang imellem – og det bør du heller ikke snyde dig selv for. Men står du og skal ud at investere i nyt tøj, kan du med fordel kigge efter brands, der anvender økologisk bomuld og producerer tøjet under bæredygtige forhold. Her kan blandt andet nævnes mærker som Organic Basics og Aiayu. Er du i tvivl, eller har du fået fat i et mere ukendt brand, er det altid en god idé at tjekke det lille label inde i tøjet og vurdere materialet.

Med disse bæredygtige tips håber jeg, at det bliver muligt for dig at lege med din personlige stil og udforske din kreativitet – alt sammen med god samvittighed.

Du kan læse mere om DIY på Grønne Skridt her:

Del med dine vennerShare on FacebookTweet about this on TwitterShare on LinkedInShare on TumblrPin on Pinterest

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *